Sea Ranch, California USA
For mig, er Sea Ranch i Californien det sande Paradis og jeg er sikker på at når arkitekter kommer i himlen, så kommer de til Sea Ranch.
Sea Ranch blev etableret i 1960’erne med det formål at bevare naturens oprindelige skønhed. Flere visionære arkitekter og planlæggere grundlagde et skarpt koncept, hvor naturen hersker over arkitekturen.
Området omfatter ca 2.400 grunde, primært til ferieboliger. Boligerne inspireres af de oprindelige lader der lå i området, som er tilpasset områdets vind og vejr forhold.
Boligerne må kun opføres i lokale træsorter, dvs. Douglas fyr og eller Red wood. Hvilket giver området et homegent materialeudtryk, som går i ét med naturen.
Her ses nogle af de tidlige tjenestemands boliger, som har det samme karakteristiske knæktag, som de oprindelige lader.
Når jeg tegner sommerhuse, er jeg meget inspireret af flere boliger fra Sea Ranch området. Blandt andet denne perle Sea Rance Residence 2, tegnet af Nick Noyes Architecure.
Det var en stor drøm der gik i opfyldelse for mig, da jeg kom til Sea Ranch California i 2011. Min største drøm var at se netop dette hus og havde ingen anelse om hvordan jeg skulle finde det blandt 2.400 grunde, hvor mange af husene ligger i privateområder hvor man ikke har adgang.
Derfor blev jeg ude af mig selv af glæde, da jeg pludselig stod foran denne skønhed.
Det samme gjorde sig gældnede for 2-3 boliger tegnet af Turnbull Griffin Haesloop Architects . Her var jeg dog så heldig at jeg fik lov at besøge arkitektfirmaet i San Fransisco. Her fortalte architect Stefan Hastrup om deres fantastiske Sea Ranch Recidentials og udpegede mine absolut favoritter på et områdekort.
Blandt andet en af mine favoritter ‘Sea Ranch Bluff’. Boligen består af 2 bygningskroppe der rejser sig mod hinanden og danner et vidunderligt gårdhaverum i midten, med udsigt til havet. Se flere billeder her.
‘Sea Ranch Meadow’ er ligeledes en stor kilde til inspiration i mine egne projekter. Her måtte jeg dog snige mig ind i et lukket område for at smugkigge, men heldet tilsmilede mig og jeg mødte ejeren som var på vej hjem fra ferie. Han var så venlig at byde en nysgerrig arkitekt fra Danmark indenfor og gav mig den helt store rundvisning. Og jeg må sige at huset levede op til mine høje forventninger. Fine materier, fine detaljer, skønne rum og et hus der falder i et med naturen udenfor.
Hvis man gerne vil opleve Sea Ranch området er det muligt at leje enkelte af boligerne gennem Airbnb. Hvis man blot er der for en enkelt overnatning, kan man også bo på det vidunderlige og charmerende Sea Range Lodge. Her er både hotelværelser med havudsigt, restaurant og fin adgang til hele Sea Ranch området til fods.
En glad arkitekt i sit rette element.